Fra Apprising.org/11. maj 2012.
Af John MacArthur.
Ved Ken Silva.
”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.” Matt 6:5.
På Jesu tid var synagogerne de mest sandsynlige og mest hensigtsmæssige steder til oprigtig, offentlig bøn. Fromme Jøder fremsagde også mange bønner på gadehjørnerne, hvis det var der, de opholdt sig ved den berammede bønnetime.
Men ordet, Jesus bruger her, indikerer en stor gade og derfor et vigtigt gadehjørne, hvor en større menneskemængde sandsynligvis ville være. Som følge heraf fik hyklerne skyld for at ville bede foran det størst mulige publikum.
Ingen placering er i sig selv forbudt som et sted for bøn. Men det er ikke rigtigt konsekvent at vælge et sådant sted, bare for at tiltrække det største publikum. Som med alt, der er behæftet med menneskelige ambitioner og stolthed, begynder synd med bøn på et forkert sted, i hjertet.
Ligesom Farisæerne i Jesu lignelse (jf. Luk 18:11), bad de hyklere, Han nævner her, primært til sig selv og foran andre - ikke til Gud - og Han ønsker ikke at være en del af det.
Nogle kristne har tænkt, at Jesu advarsler her udelukker alle former for offentlig bøn. Men det var ikke Hans hensigt. Han bad mange gange med sine apostle (f.eks Luk 11:1), og i langt større menneskemængder (f.eks Matt 14:19). Den tidlige Kirke jublede og "løftede deres stemmer til Gud som med én røst" (ApG 4:24), da Peter og Johannes var blevet løsladt.
Offentlig bøn er også til rådighed for os, både i kirken, søndagsskolen eller ved mindre møder med trosfæller. [1]
---------------------------------------------
End notes: [1] John MacArthur, Daily Readings From the Life of Christ [Chicago: Moody, 2008], May 11.
