Fra Israeltoday.co.il/
7. november 2012.
Israelske embedsmænd, der tilhører de herskende borgerlige partier, havde en vanskelig tid med at skjule deres skuffelse over Barack Obamas sejr i det Amerikanske præsidentvalg, men forblev fast besluttede på at holde Israel og USA’s bånd bundet stramt og sikkert.
Stedfortrædende Knesset Speaker, Danny Danon, en opstigende stjerne i Premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti, sendte sine lykønskninger til Obama, men sagde, at det var vigtigt at huske, at den siddende Amerikanske Præsident ikke havde været god mod Israel i løbet af sin første periode.
"Det er mit og mange Israeleres håb, at Præsidenten nulstiller sin kurs vedrørende Israel og vores region i de næste fire år," sagde Danon. "I stedet for at diktere uklog politik, der bringer trivselen hos Amerikas eneste sande allierede i Mellemøsten i fare, er det nu tid for præsident Obama til at vende tilbage til den kloge og hævdvundne politik med "nul dagslys" mellem vore respektive nationer."
Danon sagde, at det for længst var tid for Obama til at besøge Israel, noget han påfaldende har undgået under sin første periode.
Knesset Medlemmet, Arieh Eldad fra ”National Union Party”, insisterede på, at Obama var "den mest fjendtlige Præsident imod Israel i de seneste årtier", og advarede om, at hans genvalg ikke lover godt for den Jødiske stat.
Netanyahu selv skjulte i månederne op til valget kun slet sin forkærlighed for, at udfordreren Mitt Romney skulle vinde.
Men Netanyahu’s tidligere kontorchef, Uri Elitzur, skrev, at den manglende kemi mellem Netanyahu og Obama måske ikke er en dårlig ting for Israel.
"Det er ikke sundt for Israel at være i en situation, hvor Præsidenten for De Forenede Stater følger vores statsminister tæt og overøser ham med kærlighed," forklarede Elitzur. "Når en stor og en lille figur er gode venner, opfylder den lille enhver anmodning fra den store, fordi det er ubehageligt at afvise ham."
På den anden side påpegede Elitzur, at "når store figurer og små figurer gennemfører forhandlinger i en atmosfære af afstand og forbehold, er det lettere for den lille figur at tage et standpunkt, udsætte forslag, sætte betingelser og undertiden afslå."
Ser man på den seneste historie i Amerikansk-Israelske relationer i forbindelse med fredsprocessen for eksempel, er Elitzur’s analyse fornuftig.
Det var Bill Clinton, der havde god kemi med både Israelske ledere og offentligheden, som løftede den dødsdømte "Oslo-aftale" over på den Jødiske stat, og det var George W. Bush, den Israel-støttende Evangelikale kristne, der præsiderede over Israels skæbnesvangre overgivelse af Gaza-striben.
