28.11.2012

Obama og Morsi’s diktatur.

Fra Thejerusalemconnection.us/
26. november 2012.

Egyptens præsident, Mohamed Morsi, har haft en hel uge. Han hjalp med at mægle en våbenhvile på plads mellem hans Hamas-allierede og Israel. Den blev anerkendt af det internationale samfund, såvel som af USA og hans nye ven, præsident Obama.

Han fulgte triumfen op ved at udstede nye dekreter, som effektivt giver ham diktatoriske beføjelser over Egypten. På mindre end et år har Morsi samlet ligeså meget magt, som Hosni Mubarak havde i sin tid i embedet som landets stærke mand, og han har gjort det samtidig med, at han er kommet tættere på USA. Hans Islamistiske regime blev fordømt eller isoleret af Washington.

De fulde konsekvenser af Morsi’s overlegenhed er endnu ikke synlige. Men vi kan drage nogle temmelig indlysende konklusioner ud fra disse begivenheder. Den første er, at dette gør regionen til et langt mere farligt sted, og fred endnu mere usandsynlig. Den anden er, at det meget opreklamerede Arabiske forår viste sig at være en Islamistisk triumf, ikke en åbning for demokrati. Og det tredje og måske mest foruroligende for Amerikanerne er, at det ser ud til, at Obama-administrationen igen har vist sig at være en gruppe håbløse amatører, når det drejer sig om Mellemøsten. Præsident Obama bør ikke bebrejdes for at vælte Mubarak, men denne episode er et bevis på forskellen mellem hans udenrigspolitiske instinkter og et rationelt forsvar af Amerikanske interesser.

Det første punkt: Jubelen over Morsi’s rolle i mæglingen af våbenhvilen er malplaceret. Det kan ikke understreges for meget, at grunden til, at Hamas følte sig så fortrøstningsfuld ved at vælge en kamp med Israel, som det umuligt kunne vinde militært, var, at Egypten og den kammeratlige regionale magt, Tyrkiet, behandlede den som en allieret, snarere end som et terrorist-regime, der skulle isoleres og styres. Mens Morsi har forsøgt at udøve en vis indflydelse på Gaza ved at holde grænseovergangene til Sinai lukket (mere som et resultat af bekymring for, at volden skulle brede sig til Egyptisk territorium, end et ønske om at begrænse terrorismen), har støtten til legitimeringen af det ulovlige Hamas-regime i den del af Det Muslimske Broderskabs regering været en spilomformer.

Mere end nogensinde før har Hamas nu pisken over nakken på den Fatah-kontrollerede Palæstinensiske Myndighed. Det gør den allerede næsten ikke-eksisterende chance for fred mellem Palæstinenserne og Israelerne endnu mindre. Selv om det kan hævdes, at Hamas’ evner til at bevare herredømmet over Gaza efter den sidste kamp, de kæmpede mod Israel i januar 2009, allerede har gjort det klart, at det er en magt, man må regne med, betyder opbakningen fra Egypten og Tyrkiet og den stiltiende godkendelse fra USA under våbenhvilen, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Hamas virkelig er den Palæstinensiske nationalismes ansigt i dag, samt at de er indehavere af en uafhængig Palæstinensisk stat, ikke blot af navn. Med Kairo og Ankara, der bakker dem op, og med de Iranske missiler i deres arsenal gøres Hamas’ styrker til det liberale samtaleemne, og man siger, at det er nødvendigt for Israel at gøre flere indrømmelser overfor Fatah. Dette er mere absurd end nogensinde før.

Hvis blokaden af Gaza nu bliver svækket yderligere, så den tillader "byggematerialer" samt fødevarer og medicin, der aldrig er ophørt med at strømme ind i området fra Israel, så må det erkendes, at Hamas er mere kraftfuld end nogensinde før og godt placeret til at lave ballade i regionen, når som helst de har lyst. Hellere end at prise Morsi’s rolle i våbenhvilen, bør Amerikanerne spørge, hvorfor administrationen har tålt at have en af deres nations vigtigste nødhjælpsmodtagere som allieret til Hamas. De bør også undre sig over, hvad det præcist var, der forgik mellem Obama og Morsi under deres telefonsamtaler, og hvilke løfter – hvis overhovedet nogen - der blev afgivet af USA omkring det fremtidige pres på Israel.

Morsi’s konsolidering af den diktatoriske magt burde heller ikke have været den overraskelse for Washington, som den synes at have været. I flere måneder har det Amerikanske udenrigsministerium handlet som om, det købte argumentet om, at Det Muslimske Broderskabs regering dybest set var moderat af natur og mere interesseret i økonomisk udvikling end i at forfølge ideologiske mål. Men Morsi’s handlinger, hvor han stiller sig på linje med enhver konkurrerende magtbase, der måske har fungeret som et tjek på hans ambitioner, gør det klart, at hans virkelige formål er at gøre hans kontrol over landet permanent. Ethvert håb om, at demokratiet er på vej til Egypten eller resten af den Arabiske og Muslimske verden, er malplaceret. Og nogen idé om, at USA kan bestikke Morsi eller nogen anden Islamist til at spille bold, er ren og skær dumhed.

Det fører os til det sidste punkt om administrationens totale mangel på dygtighed i forbindelse med realiteterne i Mellemøsten.

Selv hvis vi ville medgiver, at præsidentens motiver var rene, og at han intet hellere ønskede end at skabe fred i regionen og demokrati til de Arabiske nationer, der aldrig har kendt til dette, har stort set alt, hvad administrationen har fortaget sig, gjort opnåelsen af disse mål endnu mindre sandsynlig end før.

Præsidenten er ikke personligt ansvarlig for sammenbruddet af et uholdbart Mubarak-diktatur. Men han gjorde intet for at hjælpe de få Egyptiske liberale, der faktisk ønskede demokrati. Og værre end det, så underminerede han bestræbelserne fra det Egyptiske militær på at fungere som en bremse for Det Muslimske Broderskabs opstigning. I stedet for at forsøge at bruge de milliarder, som Egypten får fra USA, som en løftestang, hvormed han kunne begrænse Kairo i at bakke Hamas og Broderskabet op, da de forsøgte at gribe mere magt, omfavnede Washington Morsi. Det opildnede Hamas og førte til de seneste kampe. Selvom Præsidenten sagde alle de rigtige ting om opbakning af Israels ret til selvforsvar, har hans diplomatiske manøvrer ikke blot hjulpet med at sætte scenen for mere vold, men de gjorde det også vanskeligere for Israel at udøve denne ret.

En Præsident, der siger, at han vil have fred og demokrati i Mellemøsten, optræder nu som om, Islamisterne, der driver Tyrkiet og Egypten, er hans nye bedste venner, samtidig med at han behandler lederen af det eneste demokrati i regionen som et irritationsmoment. Dermed har præsident Obama medvirket til at gøre Verden meget farligere, end den ellers kunne have været.