Fra Israeltoday.co.il/5. september 2013.
Hele verden tælle minutterne til den 9. september, hvor den Amerikanske Kongres forventes at mødes igen for at afgøre Syriens skæbne, enten forbyde eller godkende det Amerikanske angreb mod Syriske regeringsmål, efter et påstået kemisk angreb, der dræbte mere end tusind mennesker.
Israel Today talte med Yelena Gromova, Russisk journalist, bosat i Damaskus, der præsenterer en anden vinkel på den komplicerede Syriske saga.
USA's påstand om et kemisk angreb synes mistænkeligt. Men på samme tid erkender selv tilhængere af Syriens Præsident Bashar Al Assad (som Iran) fakta. Hvad skal folk tro?
Angrebet fandt sted. Men det blev ikke udført af den part, som USA og dets allierede forsøger at give skylden. På den første dag i angrebet meddelte Ruslands Udenrigsministeriums talsmand, Aleksander Lukashevich, at ifølge de oplysninger, som de Russiske myndigheder sidder inde med, blev en interimistisk raket opsendt "i de tidlige morgentimer den 21, august fra områder, der er besat af militante oprørsstyrker."
Enhver, der vil tænke over det, ved, at det kemiske angreb blev udført af oprørere. Andre påstande er ikke andet end svigefulde beskyldninger, rettet mod miskreditering af de Syriske myndigheder. De lande, der nu bebrejder Syrien, har altid aktivt støttet disse Islamiske militante. Det gør dem til deltagere i kriminalitet, og derfor bør de holdes ansvarlige for blodet fra alle disse ofre, heriblandt børn.
Det ser ud som om, Rusland ikke vil blande sig i USA/Syrien-konflikten. Dette sker på trods af, at Rusland er en af Syriens vigtigste allierede. Hvad sker der? Blev Rusland skræmt, da de forstod, at de er ukvalificerede overfor det Amerikanske militær?
Selvfølgelig kunne de have handlet mere energisk, ligesom Sovjetunionen gjorde under den Cubanske missilkrise [i 1962]. Men Rusland giver Syrien seriøs diplomatisk bistand. Den omstændighed, at ingen Amerikanske bomber hidtil er landet på Syrisk jord, er primært det, Rusland gør. Russiske diplomater kan tænke, at det er bedre ikke at provokere Washington lige nu [for ikke at udløse en optrapning af spændingerne], men hvis krigen til sidst bryder ud, er jeg overbevist om, at Rusland vil være i stand til at finde den nødvendige indflydelse for at stoppe den.
Når man kender psykologien hos det Syriske folk, hvad tror man da, Vesten kan forvente af dem i tilfælde af et angreb? Vil Syrerne gøre det til et nyt Afghanistan?
Størstedelen af det Syriske folk er ikke bange. Man kan høre mange Syrere siger: "Vi har levet under krigsbetingelser i de seneste to år, så hvad skulle mere kunne skræmme os?"
Desuden, hvis der før var nogen, der troede på det retfærdige formål for den såkaldte opposition, er situationen nu ændret. Folk tror ikke længere på de gode hensigter hos den Amerikanske regering eller den "opposition", som opfordrer til udenlandske angreb på deres eget land.
Syrerne ønsker ikke, at det samme skal ske for deres land som det, der skete i Irak, og de hader dem, der støtter den Vestlige aggression mod den Syriske regering.
Nogle eksperter hævder, at Rusland og USA forsøger at opdele Syrien i mindre stater (Alawiter, Kristne, osv.). Hvor realistiske er disse påstande?
Syrerne ønsker ikke den splittelse. Selv Kurderne, der generelt har støttet tanken om en adskillelse, taler imod. Selvfølgelig er de Vestlige magter interesseret i at opdele Syrien, for de er loyale mod den gamle Romerske taktik: "del og hersk."
Men Syrerne siger: "Vi har altid levet sammen. Vi er et folk". Det er værd at nævne, at under Syriens kamp mod Fransk kolonialisme, tilbød Frankrig at opdele Syrien i stater, baseret på sekteriske forskelle, og skabe føderationer for Alawiter, Drusere og Sunnier, og give Libanon til de Kristne. Men lederne af den anti-koloniale kamp modsatte sig idéen og opfordrede folk til at stå sammen om at kæmpe for et forenet og frit Syrien.
Repræsentanten for Syrien i Folkeforbundet - der var en Kristen – afviste påstanden om, at tilstedeværelsen af Franske styrker på Syrisk territorium ville beskytte de Kristne og meddelte, at Kristne og Muslimer er ét folk.
Syrerne er opdraget til disse værdier, og de vil gøre deres bedste for at forhindre en splittelse. Mange mennesker støtter faktisk Præsident Assad, og hvem er disse oprørere egentlig?
Da jeg første gang kom til Syrien i 2011, så jeg enorme møder til støtte for Assad og hans regering.
I 2014 ventes Syrien at holde præsidentvalg. Hvis oppositionen var så sikker på folkets opbakning, ville det have foreslået sit kandidatur og have brugt politiske metoder til at opnå magt, især i betragtning af, at de nye reformer tillader det. Men pointen er, at de er bange for valget. Deres eneste vej til at overtage magten er ved hjælp af Amerikansk militærmagt.
Oprørerne tilsidesætter grundlæggende etiske principper, og opfordrer Obama til at iscenesætte en krig mod det Syriske folk. Man kan forestille sig, hvad de vil gøre, hvis de overtager magten. Se på Libyen, hvor alle bekæmper alle. Syrerne må gøre, hvad der skal til for at forhindre, at det Libyske scenario udvikler sig i deres land.
